Ø-hopperi!
For knap et år siden var jeg for "hundredogsyttende" gang på Galápagos (-hvis man trækker hundrede fra, er det ikke helt forkert!).
Det var dog en noget anderledes tur end de 16 andre, som allesammen var krydstogter (hvor man sejler fra ubeboet ø til næste ø, og hver morgen vågner op et nyt sted).
Krydstogter har længe været den foretrukne måde at besøge Galápagos-øerne på, men i de seneste år er en anden rejseform, nemlig den såkaldte "Island Hopping", blevet meget populær. Her bor man på hoteller på de beboede øer, og bliver sejlet i hurtige speedbåde (ren transport) fra ø til ø.
Det giver naturligvis ikke de samme muligheder for at komme helt tæt på f.eks. Blåfodede eller Rødfodede Suler osv., men mange af de "klassiske" Galápagos-oplevelser får man alligevel med - søløver, kæmpelandskildpadder, havleguaner osv. På denne tur - som i øvrigt var en unik Politiken-læserrejse, som formentlig aldrig bliver gentaget! - var vi også heldige at få meget store oplevelser med delfiner, en flok på 40-50 legende Bottle-nosed Dolphins ("Øresvin"!), der kastede sig 4-5 meter op af vandet lige rundt om båden.
Og så giver "Ø-hop"-rejseformen bedre muligheder for at blive fortrolig med de Darwinfinker, som lever i højlandet på øerne (jeg fik på denne tur "udfyldt" min liste og mangler nu kun Mangrovefinken, som ikke findes på offentligt tilgængelige steder - ja, og så Cocosfinken på Isla Cocos...).
Og, ikke mindst for naturfotografer: da man bor i land, bliver der meget mere tid til at gå rundt på egen hånd og finde motiver. På krydstogterne er man begrænset af de relativt korte ophold i land (som regel højst et par timer ad gangen), hvor man desuden altid skal færdes sammen med sin gruppe.
Især opholdet i byen Puerto Villamil på Isabela, med en lang strand lige foran hotellet, gav mange muligheder for at komme tæt på fugle- og dyreliv. Da vi var der i vinterhalvåret var det især de mange overvintrende vadefugle, man kunne kravle rundt imellem og bl.a. forsøge med nogle optagelser i helt lav vinkel ("på maven for fuglene"). Vandet og sandet er jo dejligt varmt! Og de arktiske vadefugle forekommer på Galápagos lige så tillidsfulde som det indfødte dyreliv. Nogle eksempler på turens fotomæssige udbytte ses her - og mange flere fotos på ornit.dk's galleri.
Til sidst kan nævnes, at "Island Hopping" er et væsentligt billigere alternativ, hvis man gerne vil besøge Galápagos, især hvis man arrangerer turen selv. Jeg står gerne til rådighed for gode råd, hvis nogen skulle få lyst til at prøve sådan en tur.
Det var dog en noget anderledes tur end de 16 andre, som allesammen var krydstogter (hvor man sejler fra ubeboet ø til næste ø, og hver morgen vågner op et nyt sted).
Krydstogter har længe været den foretrukne måde at besøge Galápagos-øerne på, men i de seneste år er en anden rejseform, nemlig den såkaldte "Island Hopping", blevet meget populær. Her bor man på hoteller på de beboede øer, og bliver sejlet i hurtige speedbåde (ren transport) fra ø til ø.
Det giver naturligvis ikke de samme muligheder for at komme helt tæt på f.eks. Blåfodede eller Rødfodede Suler osv., men mange af de "klassiske" Galápagos-oplevelser får man alligevel med - søløver, kæmpelandskildpadder, havleguaner osv. På denne tur - som i øvrigt var en unik Politiken-læserrejse, som formentlig aldrig bliver gentaget! - var vi også heldige at få meget store oplevelser med delfiner, en flok på 40-50 legende Bottle-nosed Dolphins ("Øresvin"!), der kastede sig 4-5 meter op af vandet lige rundt om båden.
Og så giver "Ø-hop"-rejseformen bedre muligheder for at blive fortrolig med de Darwinfinker, som lever i højlandet på øerne (jeg fik på denne tur "udfyldt" min liste og mangler nu kun Mangrovefinken, som ikke findes på offentligt tilgængelige steder - ja, og så Cocosfinken på Isla Cocos...).
Og, ikke mindst for naturfotografer: da man bor i land, bliver der meget mere tid til at gå rundt på egen hånd og finde motiver. På krydstogterne er man begrænset af de relativt korte ophold i land (som regel højst et par timer ad gangen), hvor man desuden altid skal færdes sammen med sin gruppe.
Især opholdet i byen Puerto Villamil på Isabela, med en lang strand lige foran hotellet, gav mange muligheder for at komme tæt på fugle- og dyreliv. Da vi var der i vinterhalvåret var det især de mange overvintrende vadefugle, man kunne kravle rundt imellem og bl.a. forsøge med nogle optagelser i helt lav vinkel ("på maven for fuglene"). Vandet og sandet er jo dejligt varmt! Og de arktiske vadefugle forekommer på Galápagos lige så tillidsfulde som det indfødte dyreliv. Nogle eksempler på turens fotomæssige udbytte ses her - og mange flere fotos på ornit.dk's galleri.
Til sidst kan nævnes, at "Island Hopping" er et væsentligt billigere alternativ, hvis man gerne vil besøge Galápagos, især hvis man arrangerer turen selv. Jeg står gerne til rådighed for gode råd, hvis nogen skulle få lyst til at prøve sådan en tur.
..........
Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.
Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store "armbevægelser" ude over fjorden.
Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og "hvem-flyver-hurtigst-jagter" lavt over vandoverfladen.
Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.
Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.
Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe...
Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende - jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte...
Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed - her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.
Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.
Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)... Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.
Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden - langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.
Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne - men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.
Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen - desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.
Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu... Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv...
Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og "hvem-flyver-hurtigst-jagter" lavt over vandoverfladen.
Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.
Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.
Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe...
Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende - jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte...
Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed - her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.
Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.
Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)... Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.
Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden - langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.
Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne - men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.
Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen - desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.
Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu... Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv...
Af Jørgen Peter Kjeldsen | i vandrefalk falk rovfugl fugl lille kobbersneppe kobbersneppe vadefugl | 1 kommentar | 10/10/2011
| Martin Lund: | 129/43 | ![]() |
| John Pedersen: | 122/49 | ![]() |
| Steen Brølling: | 119/45 | ![]() |
| Jens Frimer: | 116/54 | ![]() |
| Henrik Haaning Nielsen: | 104/42 | ![]() |
| Jørgen Peter Kjeldsen: | 69/44 | ![]() |
| Albert Schmidt: | 51/21 | ![]() |
Ialt 178 arter. Se hele listen her.
| Seneste 10 dage |
| Seneste 30 dage |
| 2011: | Den snarlige landgang |
| 2009: | Skrubtudsehaletudser... |
| 2005: | Punkttælling |
| 1981: | Fra feltstationens d... |
| 30/05/2013: | Store forand... | (4) |
| 08/01/2013: | Nytårsdrosse... | (1) |
| 03/01/2013: | Unge af grås... | (1) |
| 22/12/2012: | Årets ynglef... | (1) |
| 14/12/2012: | Glæden ved a... | (1) |
| 14/11/2012: | En odders en... | (2) |
| 20/10/2012: | Hvor kommer ... | (1) |
| 16/10/2012: | Tudeulv | (3) |
| 23/09/2012: | Velkommen hjem | (8) |
| 09/09/2012: | Fra feltstat... | (1) |
Herover kan du søge i alle indlæg på hjemmesiden. Formularen søger på både kryds og tværs.
Der blev fundet 2 indlæg ved din søgning på kategorien "vadefugl".




